Har fået hæftet ender på et par ting der har ligget, indrømmet jeg er ikke tosset med at hæfte ender, og tørklædet har da også lagt i mindst et halvt år, lidt pinligt. Men hurra nu har jeg fået det gjort, sørme ja.
Tørklædet er strikket efter en Ravelry opskrift der hedder Edgar , linket er til Ravelry. Opskriften er simpel, men giver (synes jeg) et godt udtryk i garn der har farveskift. Garnet er hverken Noro, Kunstgarn eller Kauni, næ nej, det er Tantens (her omtaler jeg mig selv) eget hjemmespundne garn, af disse fibre , 60% merino og 40% silke, det er bare så blødt.
Der er lige plads til en pung og en mobil telefon i den lille taske, jeg overvejer at sy et foer til den, så der kan komme en lynlås i. Håndtagene er strømpepinde str 5,5, jeg brugte dem alligevel aldrig. Tasken er hæklet i rester fra mine huer, tove garn, og gotlænder garn.
Sammen med en veninde var jeg en tur i kolding storcenter, der var de sødeste strikkede veste i bomuld. Sådan en kunne jeg da sagtens selv strikke, jeg glemte vidst bare at tage højde for min egen størrelse, det her minder mest om en størrelse 16, men mon ikke jeg finder en der kan bruge den, og jeg må på den igen, for en vest vil jeg have, og gerne flere!
Jeg kan ikke stå for franske anemoner, nu står der et bund i min vase, sammen med lyserøde ranunkler. Jeg glæder mig til forår, men har stadig god tålmodighed, elsker vinter, og er ikke ked af at det stadig sner uden for. Men det skal også siges, at jeg ikke skal ud på cyklen om morgenen, jeg har det så særdeles bekvemt med bilen. Da jeg var post var det en anden sag, sne og frost, nej tak! I dag lavede jeg et vædemål med min mor, om hvornår vinteren slipper og det sidste sne er smeltet, min mor sagde midt i marts, jeg sagde første april.. Vejrudsigten her til aften melder kun om mere vinter, så det bliver spændende.
