Marathon i spartelmasse. 

  
Det her har været en del af mit liv, og andre i mit liv, det sidste halve år. Hvor ville det være nemt at trække på skuldrene, og ikke gå op i finish, men sådan er jeg ikke. Jeg ser det bagefter, så derfor slibes og spartles der stadig. Lidt af gangen, fysikken skal kunne følge med, så det tager tid. Men det er der ingen der kan se bagefter, lyder et klogt ordsprog. Det virker næsten uvirkeligt at der på et tidspunkt både vil være tapet og maling, på lofter og vægge. 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>